PERSPEKTIV - 3 måneders workshop omkring arkitektur og design

Er du mellem 20 og 25 år og er du dybt optaget af de fysiske rammer du bevæger dig i, så har du nu muligheden for at deltage i PERSPEKTIV, som starter 01.04.2023. Du vil blive en del af et team på 3 deltagere, hvor jeg er coach ud fra idéen om mesterlæreprincippet.

I løbet af de 3 måneder vil du blive introduceret til hele min verden omkring arkitektur og design. Vi kommer til at diskutere, skitsere, producere alt omkring de opgaver, vi skal lave og de inspirationsture vi skal på. Det er ingen forudsætning, at du kan tegne for at deltage. Selv havde jeg aldrig tegnet, da jeg i sin tid startede på arkitektskolen i Århus. Til gengæld er det en stor forudsætning, at du ikke kan lade være med at forholde dig til linjer, proportioner, dagslysindfald, detaljer, materialer i alt, hvad du ser og oplever.

Som deltager er du selvstændig arkitekt fra dag 1. Du laver selv en lejekontrakt med F16 kontorfællesskabet, hvor jeg også har kontor, og du starter med at designe og bygge din egen arbejdsplads, så du fra start bliver bevidst om, at alt hvad vi omgiver os med er designet og ikke givet på forhånd. Pladsen er reserveret til dig, og koster 1000 kr. om måneden. Derudover kommer der udgifter til materialer samt en studietur med tog til et sted i Europa og en deltagerpris på 20.000 kr. (inklusiv moms) for de 3 måneder. Du skal endvidere medbringe din egen bærbare computer.

Er det dyrt? Det betyder, at jeg kan afsætte den fornødne tid til at give dig og de 2 andre deltagere den bedst mulige coaching gennem de 3 måneder, så du kommer ud med muligheden for at arbejde med arkitektur og design fremadrettet. Workshoppens primære sigte er at give dig en stor oplevelse af at være en del af arkitekt- og designfaget og arbejde med konkrete opgaver, hvor det er ’learn-by-doing’ der er drivkraften, og hvor teori bliver et tilvalg. Sideløbende med workshoppen vil jeg arbejde med de bolig- og designprojekter, som jeg løbende arbejder med, og du vil blive involveret i disse projekter og komme til at arbejde med løsningsforslag.

Tilmeldingsfristen er 1. februar. Ved henvendelse omkring deltagelse, vil du blive inviteret til en uddybende snak, så vi får klarhed over, om denne workshop er det rigtige for dig. Når alle 3 deltagere er på plads, vil vi mødes alle 4 og tage en indledende snak omkring forventningerne for de 3 måneder. Ud fra denne snak vil jeg lave en foreløbig plan for forløbet, som endvidere vil blive justeret efterhånden som workshoppen udvikler sig.

For at give en indledende beskrivelse af workshoppen, så er her en oversigt med emner, som vi med sikkerhed kommer til at arbejde med:

Design og opbygning af eget arbejdsområde / arbejdsstation

Skitsering i hånden

Modelbygning i 3D

Materialekendskab

Lovgivning og værktøjer til at udvikle realistiske projekter

Samarbejde med møbeldesignvirksomhed

Gæsteforelæsninger

Studieture - både korte og en lang

Konkrete opgaver fra den virkelig verden

Dine input og forventninger

Hvis du tænker, at dette kunne være den helt rigtige måde at bruge 3 måneder i foråret på, så send mig en mail eller giv mig et kald, så vi kan aftale en dag at mødes til en snak omkring mulighederne for dig i PERSPEKTIV.